|
|
Fjaltring Kirke
Foto
Historie
Trans Kirke
Foto
Se mere her i
menuerne om Fjaltring-Trans
|
Præster og
menighedsråd og gudstjenester kan ses på
sogneportalen for Lemvig provsti.
sogn.dk/fjaltring
|
Murværket ude og inde.
Kirkens skib og kor er bygget midt i
1100-tallet. Kvaderne har mange
stenhuggerfelter, hvoraf 18 trekanter
dominerer i antal. Der kan have været endnu
flere, idet mange kvadre i tidens løb er
blevet vendt under ommuring. Er
stenhuggerfelterne stenmestrenes stempler?
I skibets nordmur ses udvendigt, hvor de
oprindelige to små vinduer sad. Indvendigt
ses kun stedet for det østligste. I korets
gavl (bag alteret) er sporet efter et vindue
synligt inde i kirken og i ydermuren.
Tårnet, der er bygget omkring år
1500, har været lavere og har haft skråtag.
Dets nuværende spir menes at være sat op,
samtidig med at skibets korsarm blev bygget
lidt før 1700.
Tårnets nordside er højst besynderlig ved,
at den er bygget op af rå kamp. Vest- og
sydsiden har kvadre forneden og munkesten
ovenover. Meget tyder på, at nordsidens
kvadre er blevet anvendt til skibets korsarm.
Inde i korsarmen er ophængt en
mindetavle over Christoffer Rasmussen Lime,
der var sognepræst i Fjaltring-Trans fra
1676-1730, og som sandsynligvis er
korsarmens bygmester. Han ligger med sin
familie begravet i et nu tildækket
gravkammer under korsarme.
Under prædikestolen ses resterne af den
oprindelige korbue, som blev sløjfet, da
korsarmen blev bygget. Den ene af korbuens
kragsten, der begge havde en løve i relief,
er muret ind i kirkens ydermur oppe under
taget til højre for indgangen.
Alteret.
Alterbordet er af kvadre, som er skjult af
et træpanel.
Det trefløjede alterskabs sjældent fine
træskærerarbejde er fra 1450. På fløjene ses
figurer af de 12 apostle. I midterfeltet,
som er tredelt, ses til venstre Marias
moder, Anna, som på armen bærer Maria, der
har Jesusbarnet på skødet. I midten viser
Gudfader den korsfæstede Kristus frem. Til
højre ses den hellige Christophorus med
Jesusbarnet på skulderen.
Træudsmykningen omkring alterskabet er fra
1700-tallet.
Døbefonten.
Den romanske granitfont er den oprindelige.
Dåbsfadet med Marias bebudelse er fra lidt
før 1600. Den tunge fontehats alder er
ukendt,
Prædikestolen.
Da prædikestolens udsmykning er fra
senrenæssancen, må den være fra tiden
omkring 1600. På stolens inderside kan
læses, at den sidste gennemgribende
restaurering fandt sted i 1922.
Epitafiet.
I korsarmen hænger et epitafium fra
1700-tallet. Efter mange års ophold på
præstegaardens loft blev det hængt op i
korsarmen i 1998.
Kirkeskibet.
Skibet, der blev hængt op i 1922, er en
fregat, som er bygget af Ole Dalgaard
(1840–1932). Han var i 1864 orlogsgast på
fregatten ”Jylland”.
Kirkegården.
På kirkegården findes flere gravsten, som er
hugget af de tre kunstner-generationer:
Thorvald, Ejgil og Laila Vestergaard.
På de ukendtes grav i kirkegårdens sydlige
ende findes to skulpturer af Laila
Vestergaard:”Den døde” og ”Den sørgende”.
Lidt syd for koret er gravstenen over
gårdejer Chresten Madsen Bjerg, der var far
til venstrepolitikeren Chresten Berg. Som
sognefoged måtte Chresten Madsen Bjerg i
1837 foranstalte den sidste henrettelse på
Lemvig-egnen. Det drejede sig om
”Modermorderen”, Laust Poulsen, som
umiddelbart efter henrettelsen og uden
ceremoni blev begravet i kirkegårdens
nordvestre hjørne.
Som på alle gamle kirkegårde er utallige
grave blevet sløjfet og glemte. Da f.eks.
H.C. Andersen var her i 1859, skrev han i
sin dagbog bl.a.: ”På Kirkegaarden i
Fjaltring laae en fransk strandet Capitain,
Jernkjæderne fra hans Skib, dannede Rækværk
om Graven. En 22aarig strandet Matros laae
her, jeg lagde en Krands paa hans Grav og
pyntede den”.
Fjaltring Kirkes historie (21 A-4 sider),
der er skrevet af Jens Kristian Lings, kan
købes hos graveren eller i Fjaltring
Købmandsgård for 20 kr. |